GRIM
Mor: Det var jo ikke fordi det var let.
Far: Det kan folk godt tro.
Mor: Det har folk det med at tro.
Far: At det var let.
Mor: Noget vi bare gjorde. Som at tørre en klat tomatsuppe af
væggen
Far: Slukke for vandhanen når man er færdig med at vaske
hænder
Mor: Som at trække vejret.
Far: At vi bare gjorde det.
Mor: Uden at tænke over det. At ikke en eneste tanke synes at
manifestere sig et sted i vores hjerner. Vi –
Far: bare så dem i øjnene
Mor: Tog dem i hænderne
Far: Smilede til dem
Mor: Med smil der fik dem til at smile tilbage mod os med deres
ulige rækker af mælketænder i deres lyserøde munde
Far: Sagde:
Mor: Lad os –
Far: Med en eller anden sukkersød stemme af ligegyldighed
Mor: Lad os –
Lad os gå en tur.
Beat.
Lad os gå en tur ud i skoven.
Det er morgen og solen skinner, duggen er faldet og
fuglene synger og langt derinde, hvor solen er noget der
er langt væk, hvor solen er en erindring mere end en faktisk
ting, hvor trætoppene væver en nattehimmel uden stjerner
derinde tænker jeg vi skal gå en tur og derinde skal vi
tænde et bål til at varme jeres hænder ved.
Far: Uden at tænke over det.
Mor: Det kan folk godt tro.
Far: Det har folk det med at tro.
Mor: De ser på en
Far: Stirrer på en som tænker de at man ikke ville lægge mærke
til det.
Mor: Som du lægger mærke til deres hoved der drejer en halv
omgang
Far: Deres forfejlede forsøg på at holde et gisp tilbage.
Mor: Og deres blikke –
Far: Som om de ved noget. Som om de pludseligt har fået evnen
til at se dig med huden skrællet af. De kan stirre direkte på
dine nøgne muskler trække sig sammen, dit hjerte slå.
Mor: Og de går hjem til en sen middag med gode venner. Tænder
lys. Tænder en cigaret.
Far: Snakke med mundene fulde. Saften fra et stykke kylling
glider nedover deres hage.
Mor: Nogen siger en skål. Et glas vin bliver spildt. Alle griner af
en tilfældig vittighed, glæden over det er sommer og i en
serie af seriøse øjeblikke tygger de på det. De trækker det
fra hinanden som tilhører det dem. De taler som om de ved.
Som om de ved alt hvad der er at vide.
Far: Hvordan en ting hænger sammen med den næste her i
verden og der kan sættes en
streg under det som var det svaret på en anden grads
ligning.
Beat.
Mor: Det begyndte at sne. Da hun blev født, begyndte det at sne.
En let sne der blev til en tung sne der blev ved med at
vælte ned; dækkede i en betryggende hvid stilhed.
Hun var helt varm, en lille varm klump liggende der på mit
bryst og jeg tænkte over det mærkelige og det
vidunderlige i at noget, det udenfor det langt væk herfra,
kunne være koldt, mens hun var varm og alt omkring hende
var varmt.
Lyset i stuen. Alle ansigterne der stod omkring sengen.
Far: Du kunne tage et billede af det, kalde det ”livet” og resten
ville bare være rumsteren rundt i rammen af det fordi i
det øjeblik tænker du/
Mor: Sådan skal det altid være.
Far: Sådan kommer alting altid til at være.
Mor: Lyset og varmen kommer altid til at være her
Far: Og kulden er noget, der eksisterer langt væk herfra. Ikke
noget, der kommer herind.
Mor: Hvor hun rækker en lille varm hånd med små varme fingre
frem
Far: Tager fat i drengen der bliver en storebror
Mor: Han smiler med store, varme runde kinder, mens han
spørger:
Far: Bliver hun større?
Mor: Du siger
Far: Selvfølgelig
Mor: Du siger
Far: Når hun spiser
Mor: Du spørger:
Far: Hvor stor vil du gerne have hun skal blive?
Mor: Og du ser på stykket mellem hans øjenbryn trække sig
sammen i forsøget på at finde et svar som var den første
solopgang efter en vinter af mørke
Far: Så stor som et slot
Mor: Siger han.
Far: Så skal hun spise.
Mor: Og spise.
Far: Og spise.
Mor: siger du.
Beat.
Mor: I starten siger man ting
Far: Laver en leg du af det.
Mor: Hvem kan spise langsomst?
Hvem kan blive mæt af et glas vand ?
Far: Hvem kan gå en hel dag uden at sige man er sulten?
Mor: Hvem behøver ikke morgenmad?
Far: Men kinderne bliver indsunkne.
Mor: Og det er som tiden fra en tanke er på vej til det rent faktisk
er en egentlig tanken lige pludselig er uendelig lang
Far: De spørger: og hvad er dagens leg?
Beat.
Og der er ikke nogen. Der er ikke nogen leg. De står og river i
dine kolde hånd; der kommer ikke nogen tanke. Du ser ned
på dem mens de hiver i den kolde, slappe hånd og du vil
spørge hvad klokken er for det er som om tallene på uret
opfører sig mærkeligt.
Mor: De vågner om natten.
Far: Ikke bare lidt.
Mor: Men hele tiden.
Far: De kravler op i din seng.
Mor: Lader deres hænder langs dine ribben og hvisker spørgsmål
i dit øre du ikke kan besvare, hvisker om smerter du ikke kan
bedre.
Far: De står udenfor døren skraber på den. Deres stemmer er
holdt med at sige ord eller i hvert forståelige ord, bare
lyde. Deres stemmer bliver til fugleunges: skrigende,
pippende
Mor: og du kan høre dine indvolde hviske, skrige og fedtet æder
af kødet og bloder æder
af cellerne, æder sig ind gennem cellemembranen, cysto
plasmaen og spiser af din DNA og du kan ikke huske hvad ben
er eller hvem du er og eller hvem vedkommende ved siden af
dig i sengen eller hvem stemmerne på den anden side af
døren er
Far: Så du siger
Beat.
Mor: Skal vi gå en tur?
Far: Du ser dem i øjnene. Du tager dem i hænderne. Du smiler til
dem. Får dem til at smile tilbage.
Mor: Har i hørt om det sted langt inde i skoven, hvor solen er så
langt væk og at mere en end at man kan se solen, så ser min
sin egen erindring om solen?