Det er tirsdag:
vækkeuret ringer kl.8.
Jeg står ikke op.

Det er onsdag:
og de siger, at lykken også
bare er noget man vælger.
Det er torsdag:
og jeg står ikke op.

Det er fredag: drikker kaffe i køkkenet, kan ikke synke – holder det bare i munden til tandkødet, tænderne og kaffen har samme temperatur. Spytter: det sidder fast i vasken – Mit spyt har gjort det slimet. Lægger mig i sengen, prøver at falde i søvn inden Macbooken går ud, og inden de finder ud af hvem ham morderen i true crime serien i virkeligheden er – så jeg kan ringe til nogen når jeg vågner, til ham med røde hår 

Hej, det er…  

Har du set? Den serie, ja,
den der, ved du ved hvem
morderen er? Selvom jeg
allerede da han tager
telefonen

RØDHÅRET Hallo?

IDA kan høre, at han undrer sig
over hvorfor jeg ringer

RØDHÅRET Hej?

IDA Klør sig i hovedbunden

RØDHÅRET Øh

IDA prøver at huske hvem det
egentlig er jeg er

RØDHÅRET Det er?... 

IDA Indtil han kommer i tanke 

RØDHÅRET hov

IDA Slår sin ven ved siden af
ham på skulderen

RØDHÅRET Fuck, det sgu da

IDA og griner

RØDHÅRET Ida

IDA Hej

RØDHÅRET ja, hende, husker du, hende
med næseblod, ja, ja og
kæmpelårene. Good enough
for the night-typen, kæmpe
fede flæske lår.

IDA hahaha, kæmpe fede
flæskelår og jeg kan høre
min mor sige,

MOR Det ødelægger bare leveren

IDA Jeg ved ikke hvorfor hun
overhovedet snakkede om
det, hvorfor hun blev ved
med at sige,

MOR Det ødelægger bare leveren

IDA Midt i familiemiddagen,
henover fadet med et eller
andet og sovsen, som om
det var sådan en fucking
public service: btw, lad lige
være med at sluge et helt
glas piller.

MOR Det ødelægger bare leveren

IDA Står med glasset i hånden,
ved ikke rigtigt hvad jeg
skal bruge en ødelagt lever
til, selvom jeg på en måde
godt kan lide tanken om
noget kan være så konkret,
at kunne tegne et omrids
med sprittusch om det,
pege, sige: se her det! Det
er ikke så slemt; det er et
lillebitte område. 

Måske skal jeg så hoppe ud ad vinduet.

Jeg begynder at flytte potteplanterne ned på gulvet, flere af dem er visne, jeg skulle have passet bedre på dem, vandet dem eller… det tager en evighed. Jeg bliver ved med at tænke jeg burde stille dem i et eller andet system efter størrelse eller hvor meget vand de skal have… stille dem ordentligt. 

Jeg bor kun på 2. Sal. 

Jeg kigger ud af vinduet på cykelstativet, cyklen nogen har efterladt, ingen gidet at stjæle, delene er bare langsomt forsvundet, kan ikke huske hvornår der var mere end nu, hvor der ikke rigtigt er noget. Parret der løber i læ under markisen på den anden side af gaden, det regner, de griner selvom de er gennemblødte, jeg kan høre, jeg kan ikke høre det, men jeg kan se lyden af deres mundvige, der trækker sig tilbage så alle deres tænder bliver synlige, lejligheden overfor hvor nogen jeg ikke kan kende fra skyggerne, tænder lyset i et værelse de ikke går ind i. Lyset står bare og oplyser et tomt rum og jeg kan godt se, jeg kun bor på anden sal.  Så er det bare brækkede ben, så står man der med brækkede ben, så må det være noget med et barberblad. I film foregår det altid i et badekar. Det må være noget med blodet, at man så bare kan skylle det ud. Lade som det aldrig er sket, at jeg ikke har eksisteret. Jeg har ikke noget badekar.

Jeg går ud i brusekabinen og jeg har ikke noget barberblad, bare en skraber og jeg kan rigtigt finde ud af hvad jeg skal gøre, står bare der og trykker det bøjelige hoved mod armen, venter på at der går hul og jeg bare kan blive skyllet ud, at der går hul og jeg forsvinder ned i afløbet. 

Måske jeg bare vil have, at det skal gøre lidt ondt.

At det bare godt må gøre lidt ondt på en meget konkret måde, at det har en smag, at det smager af jern som at sutte på en frostkold nøgle i min morfars garage, det kan jeg på en eller anden måde godt forstå, selvom jeg står med en venus shaver og er gået ind i badet med en t-shirt på fordi jeg måske alligevel ikke har lyst til at dø nøgen… at være hende der bliver fundet i badet.

Nøgen.