ALICE: Hvis du googler mig, hvis du leder og prøver dig frem med forskellige stavemåder finder du ting; Noget fra en aften, noget der er blevet husket på en bestemt måde 

Og nogle gange føles det som hele universets centrum 

Jeg husker 

Jeg ved ikke 

Ikke det 

Ikke på den måde

Jeg husker, at jeg tænkte at jeg ville få tømmermænd af den Rynkeby og vodka, jeg havde  drukket. At jeg ikke orkede at børste mine tænder og hvor tydelig Karlsvognen var den aften. At jeg godt kunne lide lyskæden, den farvede lyskæde der hang henover terrassen og hvordan hans ansigt, så ud når han stod under den blå lampe, at jeg, at vi dansede på den der måde: Hvis nogen filmede os lige nu! Jeg ser ham og tænker: fuck, og jeg ser ham ind og øjnene og jeg tænker, så meget fuck, at jeg kommer til sige: Jeg kan lide din duft... Jeg håber lidt, at den bemærkning bare forsvinder i musikken, men han smiler, og han kysser mig og jeg er måske en lille smule fuld og han er måske en lille smule fuld. Vi kysser og det er en lille eksplosion and we run the world, mens hundred tusind tanker flyver gennem mit hoved. Jeg prøver, at fange én ting at sige, men ordene er kludret og kluntet i min mund, musikken spiller, jeg kysser ham, Karlsvognen er helt vildt tydelig og jeg støder hovedet ind i dørkarmen på vej ind i soveværelset, han siger: undskyld. Det er okay. Det gjorde ikke så ondt, siger jeg, men jeg lyver: det gjorde fucking ondt. Han kysser mig det sted, lige det sted på halsen under øret, over skulderen. Musikken, jeg ved den stadig er der, at festen også findes et eller sted i det andet lokale. Henne ved vinduet blæser gardinet frem og tilbage. Jeg kan smage salten i hans hud. Hans hånd fra nakken ned langs rygsøjlen, der på den nederste del af ryggen. Jeg kigger op på trælamellerne i loftet, jeg kan ikke nå dem, men jeg kan mærke fornemmelse af træ under mine fingre, når jeg strejker armen. 

Bare hold mit hoved mellem dine hænder. 

Han ser på mig

Jeg kan se hans smilehuller.

Det kan jeg huske.

Når folk spørger mig Hvad så nu? 

(til et publikumsmedlem): Prøv at spørg mig: Hvad så nu? 

PUBLIKUM: Hvad så nu? 

ALICE: Jeg ville gerne kigge på stjerner. 

Ja.

Jeg vil gerne ligge i græsset på en sommeraften, kigge på stjerner og  ikke kalde dem noget, de ikke hed eller måske noget de ikke selv havde valgt. Jeg ville tænke på hvad stjerner ville kalde sig selv og hvorvidt stjerner kan navngive sig selv, jeg vil gerne tænke på et korn, at jeg er et lille støvkorn i evigt udvidende univers og lige meget hvor, på hvor mange måder de foreslog måder at stave mit navn på, hvor meget de sagde, at det var mig og sådan var jeg, var der ting de ikke kunne nå og ting de ikke havde ret i og at alle ordene, alle blikkene, al den hiven og al larmen ville blive små korn, små støvkorn i et univers, der bare blev større og større, at det til sidst ikke virkede som noget, og jeg fik lov til huske hvad jeg huskede og glemme når det var tid. 

Alice forlader scenen.